For ærens skyld

Hvert år bliver omkring 30 jordanske kvinder og piger dræbt af deres fædre eller brødre for at rense familiens ære. Den blotte mistanke om, at en ugift pige har mistet sin jomfruelighed er nok til at bringe hende i livsfare

Af PIA FRIS LANETH
© A/S Dagbladet Information, Danmark 1999.

Lina er lige fyldt 17 og bor på et pigehjem i Zarqa, en halv times kørsel fra Jordans hovedstad Amman. Ikke fordi hun har gjort noget kriminelt, som andre af hjemmets beboere, men fordi myndighederne vil beskytte hende mod hendes familie.

Hvert år bliver ca. 30 jordanske piger og kvinder nemlig dræbt af deres fædre eller brødre, fordi de har opført sig usømmeligt. Og det gjorde Lina i jordansk forstand, da hun for fem måneder siden gik tur med sin ven en eftermiddag og kom hjem to timer senere end sædvanligt. Hendes mor blev rasende, og den 17-årige så bange, at hun stak af hjemmefra.

"Hvad sagde din mor?"
"At jeg bragte skam over familien og ikke fortjener at leve. Selv om jeg intet havde gjort forkert."
"Fortalte du hende ikke det?
"Jo, men hun lyttede ikke,'" siger Lina alvorligt.

Hun sidder yderst på sofaen i pigehjemmets samtalerum og piller ved en løs guldknap i den græsgrønne spadseredragt, der er mere damet end hendes unge ansigt, men passer til de højhælede beige pumps på hendes fødder.

Den følgende uge tilbragte Lina dagene sammen med nogle unge mænd, og om natten sov hun i et tomt hus, indtil en fætter tilfældigt traf hende på gaden og bragte hende til politiet. Hun skal bo på pigehjemmet indtil "sagen er afgjort", som Arwa Jirouda, leder af Socialministeriets afdeling for social beskyttelse, udtrykker det. Hun må hverken få besøg af eller skrive breve til sin familie eller til sin ven.

Spadsereturen med vennen udviklede sig nemlig til alvorlig sag. I Jordan er den seksuelle lavalder 18 år, og den 17-åriges boyfriend og de andre unge mænd, hun var sammen med, blev anklaget for voldtægt og sat i fængsel.

Lina er blevet undersøgt af en læge ­ og "Gud ske lov er alt, som det skal være," siger hun med et lettet nik, og spørger Arwa Jirouda om hendes ven vil blive sat fri?

"Det er muligt,'" svarer Arwa Jirouda, "men selv om Lina stadig er jomfru, kan der have være tale om andre former for ulovlig fysisk kontakt. Der er dog håb for vennen, når Lina selv benægter det.'"

"Var den unge mand du gik tur med en ven eller en kæreste?"
"Han sagde, han kunne lide mig, men jeg vidste ikke, om jeg skulle tro ham," svarer hun og slår øjnene ned.

Arwa Jirouda spørger, om han lovede at gifte sig med hende, og jo, det gjorde han. Men han blev ved med at udskyde det med at gå til hendes forældre og bede om hendes hånd. Først da jeg spørger, om hun elsker sin far og mor, breder der sig et varmt smil over hendes ansigt: "Ja."

"Men er du ikke vred over, at de ikke tror på dig?"
"Nej, jeg er vred på mig selv over alle de problemer, jeg har givet dem."
"Tror du det er nødvendigt for dig at leve beskyttet her?"
"Ja."

Det er et lille forknyt "ja", der slipper ud af en forskræmt mund. Og Arwa Jirouda nikker bekræftende: "Den mellemøstlige mentalitet bruger ikke hovedet, men skyderen. Derfor er det nødvendigt at beskytte pigerne, indtil der er fundet en løsning. Det tager lang tid at genopbygge den tabte tillid mellem pigerne og familien."

Social jomfruelighed vigtig
Lederen af Det Nationale Institut for Retsmedicin, Dr. Momen Hadidi har undersøgt mange piger og kvinder i forbindelse med sager om voldtægt, utroskab.

"Hvis pigen er under 18 år er der i følge loven altid tale om voldtægt, og vi undersøger ofrene for at bevise forbrydelsen. Mange kvinder over 18 beder imidlertid selv om en undersøgelse for at bevise, at de stadig har deres mødom."'

"Den kan jo sprænge på andre måder end ved samleje?"

"Ja. Nogle studier fra USA viser, at kun 58 procent kvinder bløder ved det første samleje. Vores egne tal stemmer overens med de amerikanske. Vi forsøger at oplyse om, at det traditionelle bevis for jomfruelighed ikke kan bruges."

Men end ikke lægens ord for, at jomfruhinden er intakt, giver den unge kvinde en livsgaranti. Der er ingen sammenhæng mellem fysisk jomfruelighed og æresdrab. Hvis en pige kommer hjem klokken ti om aftenen i stedet for klokken seks, har hun plettet familiens ære ved at bryde den sociale jomfruelighed ­ og risikerer, at blive slået ihjel.

"Flere af pigerne har jeg undersøgt i live, og nogle dage senere har jeg set deres lig," siger Momen Hadidi og kalder nogle billeder frem på sin computer.

Især billedet af den kvinde, som løb bort med sin kæreste fra et andet arabisk land og giftede sig med ham, klistrer sig ind i hukommelsens rædselsarkiv. Efter traditionel skik ville det unge par vente med at fuldbyrde ægteskabet til bryllupsfesten to uger senere. De nåede det aldrig. Hun var stadig jomfru, da hun blev kidnappet af sin familie og brændt ihjel.

Hadidi finder en statistik frem, der viser, at 20-30 kvinder hvert år bliver dræbt for ærens skyld. 

Det er svarer til en tredjedel af samtlige mord i landet: "Vi antager, at der er tale om æresdrab, når en kvinde bliver dræbt, indtil det modsatte er bevist," siger han.

En anden statistik viser, at ofrets bror er morderen i 75 procent af tilfældene. Seks procent er ofrets far. Andre seks procent er en nevø. Og 12 procent af morderne er ofrets ægtemand.

"Sammenlignet med andre mord bliver ofrene for æresmord oftere stranguleret eller myrdet med slag. Det viser noget om vreden," siger Hadidi.  

Vreden har rod i de særlige æresbegreber, som stadig hersker blandt den store gruppe af fattige og uuddannede jordanere. Hvis en ugift kvinde bliver mistænkt for at have en affære, er den eneste måde at rense hendes navn, og dermed familiens ære, at hun bliver gift med den pågældende.

Alternativet er, at familien slår kvinden ihjel. Ikke bare Momen Hadidi, men også de kriminologer og sociologer, som har beskæftiget sig med æresdrab anslår, at kun omkring halvdelen af mordene kommer for en dommer. Resten forties eller maskeres som selvmord.

Men ofte melder morderen sig selv til politiet. Den jordanske straffelovgivning ser nemlig med milde øjne på mænd, der myrder kvinder i raseri.

"Den, som afslører sin kone eller en af sine kvindelige slægtninge i at begå hor eller i en usædelig situation med en anden person og dræber, sårer eller kvæster den ene af dem eller begge, får reduceret sin straf," siger en paragraf.

Selvbebrejdelser
"Den som begår en kriminel handling i en tilstand af raseri, som er forårsaget af en uretfærdig og farlig handling fra ofrets side, får sin straf reduceret," siger en anden paragraf.

Hadidi henter tal frem fra 1995, der viser, at to tredjedele af de ærefulde mordere tilbragte under et år bag tremmer.

Seks procent af morderne slap helt og aldeles for fængselsstraf. Flere af dem fordi de var under 18 år, da de begik drabet, og derfor ikke kan straffes ­ og det er sandsynligvis årsagen til, at familien udpegede dem til at udrydde dens problem.

Hadidi, som selv er kristen, understreger, at æresmord ikke har rod i Islam. Tværtimod tillader den islamiske lovgivning, Sharia, kun drab som straf for utroskab. Og for at bevise mistanken skal fire personer have været vidner til den seksuelle akt.

"Det er jo det samme som at sige, at utroskab ikke kan bevises. Derfor er det en meget god regel," siger Hadidi.

I Sereens tilfælde var der ikke brug for øjenvidner. Hun blev gravid som 12-årig, da hendes 32-årige fætter voldtog hende gentagne gange, fortæller Arwa Jirouda. Nu er fætteren i fængsel og Sereen bor på pigehjemmet i Zarqa. Barnet - en pige på halvandet år - har hun ikke set siden fødslen, for "det tillader loven ikke".

Hendes far havde to koner, og Sereen er sin mors eneste barn. Nu har faderen lade sig skille fra Sereens mor og bor sammen med den anden kone og deresfem sønner. Arwa Jirouda og pigehjemmets forstander Leila Qar Awi mener, at Seereen er i alvorlig fare for at blive dræbt af sin far eller en af sine brødre. Eller af fætteren, fordi hun er skyld i, at han blev sat i fængsel.

Den nu 14-årige pige er billedet på jordansk tækkelighed, som hun sidder indendøre i en fodlang frakkekjole, med et sort tørklæde bundet tæt om ansigtet.

"Er du vred på din far over, at han har ladet sig skille fra din mor?
"Nej, jeg bebrejder mig selv, hvad jeg har gjort. Jeg er årsagen til alle min mors problemer," svarer Sereen og krydser armene fast om sin lille kvindekrop.

Da Leila Qar Awi forklarer, at en mor altid bliver holdt ansvarlig for sit barns opdragelse, forsvarer Seereen hende:

"Min mor var hos mig, da min far var hos sin anden kone."

Den bedste ­ og eneste ­ løsning, Arwa Jirouda og Leila Qar Awi kan få øje på, er, at fætteren gifter sig med Sereen ­ det kan bilægge stridighederne mellem de to grene af familien, som fætterens fængelsstraf har forårsaget.

Seereen nikker tavst bekræftende ­ jah, hun vil gerne giftes med sin fætter.

"Kan du lide ham?"

Hun smiler let og ser på forstanderen Leila Qar Awi, der svarer for hende: "Hun kunne lide ham i starten, men nu ved hun ikke rigtigt, fordi han ikke vil gifte sig med hende.'" Seereen nikker igen.

"Lovede han at gifte sig med dig?"
"Ja."
"Tvang han dig til at gøre noget du ikke ville?"
"Nej, det skete med min egen vilje."
"Var du bange?"
"Ja," svarer Seereen og kryber sammen.
"Jeg var altid bange. Ikke for ham, men for at blive opdaget."
"Men vidste du, hvad der sker mellem mænd og kvinder, da du var12 år?"
"Nej, nej', svarer Seereen afværgende.

Det er ikke bare den uvante interview-situation, der gør det svært at finde ud af, hvad der egentlig er foregået mellem den 32-årige mand og den 12-årige pige.

"Pigerne ændrer hele tiden deres forklaring," siger Arwa Jirouda i bilen på vej tilbage til Amman – og hvem ville ikke gøre det med en dødstrussel hængende over hovedet.

Arwa Jirouda fortolker Seereens skæbne på sin egen måde: "De fem brødre, som hendes far har med den anden kone, betød, at Seereen mistede sin fars opmærksomhed og derfor anglede efter at få opmærksomhed fra andre. Det har sikkert banet vejen for fætteren."

Men kan man bebrejde en 12-årig pige, at hun bliver forført af en voksen mand?

"Fortæl mig ikke, at de to piger, du talte med, ikke vidste, hvad de gjorde. Selvfølgelig vidste de det. De havde bare ikke tænkt konsekvenserne igennem," svarer Arwa Jirouda.

Er begyndt at handle
Udover sit job som chef for det retsmedicinske institut er Mo men Hadidi næstformand for Foreningen til Beskyttelse af Ofre for Vold i Familien, som for nylig arrangerede en mellemøstlig konference om problemet. Han understreger, hvor vigtigt det er at tale højt om æresmord.

"Vi skammer os ikke over det. Vi ved det foregår over hele verden, også i alle arabiske lande, men dér tør politiet end ikke undersøge sagerne. I Jordan er vi dog begyndt at handle."

Det skyldes ikke mindst Rana Husseinis indsats. Hun var bestemt ikke "kvindesagsforkæmper", da hun blev ansat som kriminalrepporter på det engelsksprogede dagblad Jordan Times i 1994. Men det ændrede sig, da hun kom på sporet af en "meget sørgelig historie" om en 16-årig pige, der blev voldtaget af sin bror. Han prøvede at slå sin søster ihjel, da hun fortalte sin familie, hvem der havde gjort hende gravid.

Familien tvang hende til at få en illegal abort, og sørgede for, at hun blev gift med en mand, der var 50 år ældre end hende selv. Det er en meget almindelig løsning for piger, der bliver mistænkt for ikke længere at være jomfruer. Og da den ældre mand ville skilles fra hende et halvt år senere, dræbte en anden af brødrene hende.

Da Rana Husseini spurgte pigens familie, hvorfor de slog hende ihjel, svarede de hende: "Fordi hun forførte sin bror."

"Pigens skæbne chokerede mig ­ tænk på, hvor mange gange hun blev straffet for at være kvinde: Først voldtægten, så mordtruslerne, så aborten, den gamle ægtemand, skilsmissen og til sidst døden. Der var brug for nogle, der talte disse kvinders sag," siger Rana Husseini.

Siden da har hun konsekvent skrevet om de gennemsnitligt 28 æresmord, som kommer for retten om året. Hendes artikler er aldrig moraliserende, bare faktuelle: Hvordan er kvinden blevet dræbt, hvad er morderens begrundelse for forbrydelsen, hvor lang straf ­ om nogen ­ bliver han idømt. Og hvor mange kvinder, er det pågældende år blevet dræbt, for at rense familiens ære.

Kongelig opmærksomhed
Men selv denne neddæmpede, saglige rapportering fra ærens kirkegårde, var højst kontroversiel i begyndelsen.

"Min redaktør støttede og opmuntrede mig, men jeg fik breve fra vrede mænd, der beskyldte mig for at ødelægge landets image og for at være en radikal feminist, som løj for at blive berømt."

De arabisk-sprogede aviser referede ikke retssagerne om æresmord, men Rana Husseinis artikler blev læst af jordanske beslutningstagere, udenlandske diplomater og FN-folk.

Problemet fik for alvor den opmærksomhed, det fortjener, da kong Hussein til parlamentets åbningshøjtidelighed i 1997 inddirekte fordømte æresdrabene ved at tale om "det farlige fænomen, som er en kilde til kvinders lidelser" og den "inhumane krænkelse af deres basale rettigheder." Siden da har både dronning Noor og den nu afdøde konges søster, prinsesse Basma Bint Talal, som er forkvinde for Den Jordanske Nationale Kvindekomite, gjort en stor indsats for at ændre den traditionelle tankegang og lovgivning, som legitimerer vold mod kvinder.

Rana Husseini sammenfatter problemerne således: "Lovgivningen skal ændres. Men det kommer til at tage lang tid, blandt andet fordi der ingen kvinder er i parlamentet, og fordi politikerne er bange for at befolkningen mistænker dem for at accepterere sex uden for ægteskabet, hvis de øger straffen for æresdrab."

"Der skal findes en løsning på, at de mord-truede kvinder bliver sat bag lås og slå ­ det bør jo være dem, der truer med at slå ihjel, som bliver fængslet."

"Det sværeste er selvfølgelig, at ændre hele den kultur og æresbevidsthed, som er årsagen til drabene ­ folk skal lære at forstå, at vi taler om menneskerettigheder, at livet er givet af Gud, og må kun tages af Gud."

Ofrene for æresmordenes forfærdelige skæbne har ikke gjort hende hævngerrig: 'Det er gået op for mig, at mændene også er ofre. Familien presser dem til at begå drabet. Det forfærdelige er, at de ofte elsker deres søster. Alligevel føler de sig stolte over at have renset familiens ære.'

Håber på tilgivelse
Lina håber at hendes forældre tilgiver hende, så hun kan flytte hjem og fortsætte i skolen, og bagefter få den uddannelse som skønhedsekspert eller sygeplejerske, hun drømmer om. Sereen håber, at hendes onkel vil gifte sig med hende, fordi hun har født ham en lille pige. Ind til da bliver de boende på pigehjemmet og lærer at sy, brodere, strikke og lave mad.

Hvis deres drømme ikke går i opfyldelse, inden de fylder 18 år, bliver de overført til Juweida fængslet i Amman. Her sidder i forvejen omkring 50 kvinder i "beskyttende varetægt", nogle mod deres vilje, andre ganske frivilligt, fordi de er bange for at blive slået ihjel.

Nu er der imidlertid udsigt til at disse æresflygtninge får bedre vilkår.

I februar barslede Ministeriet for Social Udvikling med en plan om at bygge en beskyttet bolig til dem og andre voldsramte kvinder. Ideen er at skabe et jobtrænings- og uddannelsescenter, hvor kvinderne kan leve i sikkerhed og uddanne sig og få psykologisk og juridisk bistand. Og blandt andre UNDP (FN s udviklingsprogram) og UNIFEM (FN s udviklingsfond for kvinder) støtter projektet økonomisk.

"Men hvornår kommer det ­ nu har de talt om det i flere måneder,' siger Rana Husseini utålmodigt.

Dr. Mo men Hadidi mener, at "den beskyttede bolig er et fremskridt for disse kvinder, men I grunden ved jeg ikke, hvordan vi skal hjælpe dem. Hukommelsen er lang, når det drejer sig om familiens ære. Jeg har været ude for et tilfælde, hvor kvinden blev dræbt, da familien fandt hende efter 25 år." 

Pigernes navne er opdigtede


BACK HOME